Trekantområdets Festuge
Presse Login Translate   Min festuge

Ny børnekulturfestival bliver et overflødighedshorn af oplevelser

7/8/2015

Programmet for Billunds første internationale børnekulturfestival i weekenden 21.-23. august er klar. En lang række lokale aktører byder ind med alt fra koncerter og loppemarked til kreative udfordringer, picnic-aften og madboder.

 

Shane Brox fra DR kommer og laver workshop om at bygge små både ud af genbrugsmaterialer.

Baraa og Tannaz fra X Factor optræder.

Der bliver fodboldturnering midt på gaden.

Du kan bygge LEGO figurer, som kommer til at flyve i Skyparade.

Der bliver den store torvedag og børneloppemarked, hvor alle børn er velkommen til at møde op og sælge ud af gammelt legetøj.

Du får mulighed for at bidrage til et store fælleskunstværk i Clay Paint og i Regatta Rally i Billund Bæk.

Der er koncerter, tryllekunstner, madboder og fælles-picnic. Og mange andre kulturoplevelser i børnehøjde – rigtig mange af dem endda gratis.

 

Når Billund Kommune for 3. år i træk deltager i Trekantområdets Festuge sammen med de fem øvrige kommuner i området, er det samtidig med en helt ny festival i festivalen.

I samarbejde med en lang række institutioner, foreninger og ildsjæle får Børnenes Hovedstad nemlig i år sine helt egne Internationale Børnekulturdage i den første weekend af Festugen – i dagene 21.- 23. august.

 

Det samlede program er i de kommende dage på vej ud til alle interesserede via avisannoncer, flyere, plakater, bannere, hjemmesideomtaler og en nyoprettet facebook-side.

 

Kultur- og Fritidschef i Billund Kommune, Rasmus Kaufmann, glæder sig:

- Vi har de senere år set nogle rigtig gode eksempler på succesfulde arrangementer for børn og familier i Billund. Derfor tænkte vi, at hvis vi kunne samle dem under ét fælles arrangement, ville der opstå synergi. Og det er, hvad der i den grad er sket. Før vi havde set os om, var nye idéer opstået og flere arrangementer kommet på programmet, så vi i dag står med et super flot program. Samtidig har vi nu fået vores egne børnekulturdage i Børnenes Hovedstad. Vi har fået skabt et nyt koncept, som mange borgere i Billund Kommune forhåbentligt har lyst til at bakke op om – og som vi håber, at også børn og familier fra nabokommunerne har lyst til at kigge forbi. Samtidig har vi nu skabt et netværk af gode ildsjæle, som har lyst til at bidrage og samarbejde om at skabe rammerne for nogle flotte børnekulturdage, og det er jo fantastisk. Ærlig talt er jeg ret imponeret over, hvor langt vi er kommet allerede i år 1, siger han.

 

Handelsforeningens Torvedag, som efterhånden er blevet en stor tradition, er i år blevet til en del af Børnekulturdagene med Børneloppemarked, trylleshow og flere livekoncerter.

Også sidste års succesfulde Regatta Rally i Billund Bæk bliver gentaget og ”flytter ind” som en del af børnekulturdagene.

 

- De Internationale Børnekulturdage er et supergodt eksempel på, at i Børnenes Hovedstad står vi sammen om at skabe oplevelser og gode rammer for at lære gennem leg. Det jo sådan, at 2 + 2 ofte giver mere end 4, og at vi skaber de bedste resultater i fællesskaber, siger Mette Højborg, der er direktør i Børnenes Hovedstad.

 

Børnekulturdagene kommer til at foregå omkring Billund Centret, Hans Jensensvej og Rådhuspladsen i Billund. Hele lørdag vil Hans Jensensvej være spærret af til Streetsoccer-turneringen.

 

Det samlede program for De Ingernationale Børnekulturdage i Børnenes Hovedstad i Billund findes på www.billund.dk/børnekulturdage og på www.facebook.dk/boernekulturdage

 

 

 

 

Facebook updates
Trekantomraadets Festuge
10 år med festuge Kulturregion Trekantområdet har gennem 10 år skabt en fælles festuge på tværs af de syv kommuner i Trekantområdet - med gensidig inspiration, afprøvning af nye ideer og udsyn til omverdenen. Det tætte samarbejde mellem kommunerne og…
Læs mere
Til top